Sikhismen i korte træk

Ordet ‘sikh’ betyder ‘discipel’. En sikh er en person, der tror på én Gud og de ti Guruers lærdom – som bevaret i sikhernes hellige skrift, Guru Granth Sahib – som ikke har en anden religion, og som tror på det at tage Amrit, sikhernes ”dåb”. I sikhismen er ’Guru’ den egenskab i Gud, der vejleder mennesket om livets udfordringer. Sikhernes foretrukne navn for Gud er Ordet ‘sikh’ betyder ‘discipel’. En sikh er en person, der tror på én Gud og de ti Guruers lærdom – som bevaret i sikhernes hellige skrift, Guru Granth Sahib – som ikke har en anden religion, og som tror på det at tage Amrit, sikhernes ”dåb”. I sikhismen er ’Guru’ den egenskab i Gud, der vejleder mennesket om livets udfordringer. Sikhernes foretrukne navn for Gud er Vaheguru.

Kort Historie

Sikh-religionen blev grundlagt af Guru Nanak Dev (1469-1539). Allerede fra sin barndom afviste han at acceptere de blinde ritualer og den overtro, der var en del af den tids samfund og religioner.
Guru Nanak Dev og de ni Guruer, der fulgte ham, viste gennem deres levevis og lære, hvorledes mennesket skulle kombinere spiritualitet med en aktiv og verdslig deltagelse i samfundet.
Den tiende og sidste Guru, Guru Gobind Singh (1666-1708) fuldendte sikh-religionen ved at indføre dåbs-ceremonien, Amrit, i 1699, og i forlængelse heraf skabe sikhernes særlige fysiske identitet.
Guru Arjun Dev (1563-1606), den femte Guru, samlede første gang sikhernes hellige skrift, Guru Granth Sahib, i 1604. Guru Granth Sahib blev endeligt samlet af Guru Gobind Singh, der tilføjede den niende Gurus skrifter. Guru Granth Sahib indeholder hymner skrevet af Guruerne samt udvalgte hymner skrevet af hindu (bhakti-retningen) og muslimske (sufi-grenen) gudshengivne.
Før sin død bestemte Guru Gobind Singh, at Guru Granth Sahib skulle være den sidste og endelige Guru i rækken, og derved være sikhernes højeste spirituelle autoritet.
I det 18. århundrede var sikherne udsat for undertrykkelse og forfølgelse fra datidens magthavere oftest motiveret af offentlighedens fanatisme. Sikherne måtte lide store tab for at beskytte og bevare deres tro og særkende.
Under Maharaja Ranjit Singh (1780-1839) lykkedes det sikherne at etablere deres eget rige. Riget holdt dog kun til 1849, hvor det blev indlemmet i det Britiske Imperium.

Religion og Filosofi

Sikherne er strengt monoteistiske og tror således alene på én Gud; den evige, skaberen, årsagernes årsag, uden fjendskab, uden had, iboende og over sin skabelse. Gud defineres på én gang som værende i alt, samtidig med at være over det; på én gang trancendent og immanent.
Sikhismen opfatter alle mennesker uanset køn, religion eller race som lige for Den Almægtige. Enhver kan opnå frelse, blot denne betingelsesløst kaster sin kærlighed på Gud. Alle religioner anerkendes som anvisende en vej til opnåelse af frelse. Blot vender sikhismen sig strengt imod, at mennesket sætter lid til rituelle handlinger i ønsket om frelse og et bedre liv. Uselviske handlinger til fordel for samfundet, udøvet i kærlighed til Den Almægtige, anses som vejen til frelsen.
Idealet for sikherne er at leve i verdenen uden mentalt at knytte sig til materielle goder og uden at sætte lid til andre end Den Almægtige. Sikhismen anerkender karma- og reinkarnation, men ikke betingelsesløst, idet Den Almægtiges vilje er årsagen til alt. “Frelse” i sikhismen er det, at mennesket kommer ud af cirklen af fødsler og død (reinkarnation), og smelter sammen med Gud.
Sikherne er principielt opdelt i to typer; de menige ikke-døbte, og Amritdhari også kaldet Khalsae, som er dem, der har valgt at blive døbt efter den sikhiske dåb. Begge forventes dagligt at fremsige hymner fra Guru Granth Sahib, og udføre gode og uselviske gerninger.
De døbte skal desuden overholde en særlig disciplin, et særligt kodeks bl.a. ved, at de skal have et særkende repræsenteret ved fem symboler, de 5 K’er: Kesh (uklippet hår), Kara (stål-armbånd), Kangha (en kam), Kashaira (shorts) samt Kirpan (en daggert). Heraf forventes de ikke-døbte at overholde i hvert fald de to første, mens den sidste alene er et privilegium for de døbte. Khalsaerne skal desuden overholde gudstjenesterne morgen, aften og før sengetid, bestående af i alt fem særligt udvalgte hymner.

Sikh-dåben (Amrit)

En sikh forventes på et tidspunkt i sit liv at tage Amrit. Amrit er udtryk for den tankegang, at spiritualitet og godhed ikke kan overleve uden en vis fysisk disciplin i tilværelsen. Overholdelsen af disciplinen gør ikke en sikh til et bedre menneske, men er et middel til altid at holde et højt spirituelt og etisk niveau i dagligdagen, at være handlekraftigt, og derved blive et bedre menneske.
At tage Amrit vil for en sikh sige, at han eller hun overgiver sin person til Den Almægtige, og vælger at leve et disciplineret liv. Amrit er en måde at vise sin betingelsesløse kærlighed til Gud på, idet det kræver uselviskhed at følge det kodeks og den disciplin, der gælder for Khalsaerne.
Ved at følge en disciplin og bære de symboler, dette indebærer, har Amrit også en form for militaristisk tilsnit. Dette skal minde den enkelte sikh om, at sikher skal være parate til at arbejde og kæmpe for det bedste for alle mennesker (sarbat da bhalla), for fred og mod uretfærdighed.

Sikhernes adfærdsregler

Sikhernes adfærdsregler er kendt som Sikh Rehat Maryada. De er baseret på læren i Guru Granth Sahib, hymner skrevet af Guru Gobind Singh samt sikhernes traditioner og skikke. Den seneste Sikh Rehat Maryada er fra midten af det 20. århundrede, hvor sikhernes mest lærde personer samledes og blev enige om udformningen.
Ethvert rusmiddel, som alkohol, tobak og lignende, samt hårdere stoffer, at klippe håret samt at spise kød tilberedt efter muslimske ritualer (halal-kød) er f.eks. ikke i overensstemmelse med religionen.

Kvinder i sikhsamfundet

Kvinder og mænd betragtes som lige for Den Almægtige. Kvinden skal modtage den yderste respekt for sin rolle i familien og samfundet. Kvinden har samme ret til at udvikle sig spirituelt og til at deltage i religiøse forsamlinger på ligefod med mænd. Hun er også berettiget til at deltage i og udføre alle ceremonier heriblandt sikh-dåben.

Sikhernes ceremonier

De vigtige ceremonier blandt sikher er dem tilknyttet et barns fødsel, barnets navngivning, Amrit (sikh-dåben), Anand Karaj (bryllup) og døden. Den vigtigste blandt disse er Amrit-ceremonien.
Alle disse ceremonier har et fælles formål: at minde sikherne om deres forhold til Gud.

Ægteskab i Sikhismen

Ægteskabets bånd er ifølge sikhismen en hellig sammenslutning:
“De kaldes ikke hustru og ægtemand, som blot sidder sammen. Snarere kaldes de for hustru og ægtemand, som har én sjæl i to kroppe.”
(Guru Granth Sahib, s. 788)

Sikhismen går ikke ind for cølibat. Ægteskab og familieliv betragtes som hæderligt, naturligt og ideelt.

Gurdwaraen

Sikhernes tempel kaldes Gurdwara. I enhver Gurdwara finder man Guru Granth Sahib i hovedrummet, som bruges til bøn og daglig gudstjeneste. Ethvert menneske uanset kaste, tro, kultur eller nationalitet kan besøge Gurdwara. Enhver sikh mand eller kvinde kan lede bønnen eller foretage gudstjenesten.

Ved enhver Gurdwara er der rejst et Nishan Sahib; et orange flag med en khanda. En khanda består af to krumsværd og en cirkel omkransende et dobbeltægget sværd. Dette symboliserer bl.a., at spiritualitet og verdslighed skal følges ad i en sikhs liv.

Sangat og Pangat

De to vigtige funktioner ved en Gurdwara er Sangat – menighed – og Pangat – fælleskøkken. Formålet med fælleskøkkenet er at give mad til alle besøgende. Det er et symbol på lighed og broderskab. Den rige og den fattige, den lærde og den uvidende, alle deltager de siddende på en række i spisningen. Køkkenet drives af almindelige sikher og andre frivillige. Fælleskøkkenet er medvirkende til at skabe social lighed mellem alle mennesker.
Sikhismen er en praktisk religion – en tro af håb og optimisme. En sikh skal tro på retfærdighed og lighed for alle og være parat til at kæmpe mod uretfærdighed og undertrykkelse af enhver art. En sikh skal både dyrke det spirituelle, tage aktiv del i verden og hjælpe dem, der har brug for hjælp, for at opnå sejr i livet.