Guru Granth Sahib

Guru Granth Sahib er sikhernes hellige skrift og højeste spirituelle autoritet. Guru Granth Sahib udgør den sikhiske religions hjerte og sjæl og er sikhernes kilde til forståelse af Guds storhed, livet, verden, mennesket og ikke mindst sig selv.

Sikhernes første fem Guruer samt den niende og tiende Guru benyttede poesien og musikken til at udtrykke deres lære, og nedfældede denne lære i hymner (bani), det vil sige digte i sangform.

Sikhernes femte Guru, Guru Arjun Dev (1563-1606), påbegyndte i 1601 samling af egne og de foregående Sikh-guruers hymner, samt hymner af gudshengivne (bhagats) og skjalde af andre trosretninger, til ét sammenhængende værk, Pothi Sahib. I august 1604 blev Pothi Sahib tildelt en særlig plads i Harmandir Sahib, Amritsar.

I 1706 færdiggjorde den tiende Guru, Guru Gobind Singh (1666-1708), den endelige udgave af Pothi Sahib, Aadh Granth, hvori var tilføjet hymner af den niende Guru, Guru Tegh Bahadur (1621-1675).

Guru Gobind Singh gav i 1708 Aadh Granth status af at være sikhernes evige Guru efter sin død, og Aadh Granth blev herefter kaldt Guru Granth Sahib.

Guru Gobind Singh fuldendte den sikhiske religion blandt andet med skabelsen af institutionen Khalsa-panth. Sine egne hymner og digte inkluderede han ikke i Guru Granth Sahib, måske bortset fra et enkelt vers. Disse holdes i stedet adskilt i et særskilt værk, der kaldes Dasam Granth. Dette værk har ikke status af at være Guru.
I dag bukker sikher for Guru Granth Sahib, hvor dette er at finde; oftest i hjemmet eller sikh-templet, Gurdwara. Når sikher bukker for Guru Granth Sahib, viser de deres respekt og ydmyghed over for den lære, der er nedfældet i Guru Granth Sahib, hvorved de påminder sig selv om dets store spirituelle betydning.

Hymnerne i Guru Granth Sahib udtrykker oftest en hyldest til Gud og Guds storhed, og følelse af kærlighed og længsel efter Gud. Samtidig beskriver de sammenhænge i menneskets natur, skæbne og historie, og menneskets almindelige magtesløshed og midlertidighed i verden.

Hymnerne er ikke skrevet til sikher, men til menneskeheden som helhed. De har ikke til hensigt at omvende mennesker af andre religioner, men blot at få mennesket til at åbne sine øjne for de forhold, der forhindrer det i at opnå fred med sig selv og andre. Hymnerne vender sig dog stærkt mod enhver form for religiøs fanatisme.

Guru Granth Sahib opfordrer mennesket til at løslade sig fra sit selv (haumaihn), løslade sig fra sin mentale tilknytning til materielle goder og andre menneskers anerkendelse, løslade sig fra ritualer, der blot udføres i blinde, og til at betragte og behandle alle mennesker som lige uanset deres køn, religion, kaste eller position i samfundet. Vejen som Guru Granth Sahib anviser er meditation i Guds navn. ”Guds navn” kan fortolkes som Guds hele væsen.
Guru Granth Sahib er ikke dogmatisk og indeholder således ikke i sig selv regler for rette levevis. Den retning mennesket bør følge anvises, men ikke den sti mennesket skal gå på. Sikherne har dog adfærdsregler,  Rehat Mariyada, og disse er blandt andet udledt af Guru Granth Sahib og Guru Gobind Singhs hymner.

Guru Granth Sahib er skrevet i skriftsproget gurmukhi, der blev skabt af Guru Angad Dev (1504-1552), den anden Sikh-guru. Sproget der benyttes er ofte datidens punjabi, sant bhasha,  men også andre af datidens gængse sprog og dialekter benyttes, herunder sanskrit og persisk.

De fleste af hymnerne i Guru Granth Sahib er skrevet til at blive sunget efter Raga-systemet. Raga-systemet er et oldindisk system for komposition af klassisk indisk musik. En raga er kort fortalt en regel for hvilke toner, der må bruges og på hvilken måde de må bruges ved komposition af en melodi. Hver raga bærer sin egen stemning og farve.

Karakteristisk for hymnerne i Guru Granth Sahib er også, at de er skrevet i henhold til den nordindiske poetiske tradition, der også iagttages af nordindiske poeter i dag. Hymnerne benytter som oftest ordrim, de følger en given rytme, eventuelt med tilsigtede opbrud undervejs, og hver hymne afsluttes med en reference til dens forfatter i det sidste vers.

For Sikh-guruernes hymner gælder dog, at disse i det afsluttende vers altid indeholder en reference til Guru Nanak Dev (1469-1539), den første Sikh-guru, og aldrig til nogen af de andre Sikh-guruer. Hymner skrevet af bhagats og skjalde indeholder i sidste vers en reference til de pågældende selv.

I alt indeholder Guru Granth Sahib 5894 hymner fordelt på 1430 sider.

Guru Granth Sahib indledes med en beskrivelse af Gud, den såkaldte Mool Mantar. Herefter følger den resterende del af Japji Sahib, som Mool Mantar er en del af, og som reciteres om morgenen, fulgt af Sodar (9 hymner, en del af Rehraas), der reciteres om aftenen, og Sohila (5 hymner), der reciteres ved sengetid. Hymnerne i Sodar og Sohila gentages senere i Guru Granth Sahib under de forskellige ragaer, som  hymnerne er skrevet i. Japji Sahib er ikke skrevet i en raga.

Herefter følger hymner opdelt i 31 hovedkapitler svarende til de 31 ragaer, som hymnerne er skrevet til.

De fleste ragaer i Guru Granth Sahib begynder med den første del af Mool Mantra. Herefter kommer Sikh-guruernes hymner i kronologisk rækkefølge og til sidst hymnerne skrevet af de forskellige bhagats og skjalde.

Efter hymnerne til den sidste raga, kommer nogle mindre vers/digte, der ikke er skrevet i ragaer, herunder Shaloka Saihskriti, derefter Gathaa, Phunheh, Chaubola, Swaiyyah samt en opsamling af Shalokas af flere af Sikh-guruerne, bhagats og skjalde. Den spirituelle del af Guru Granth Sahib konkluderes med hymnen Mundavani. Efter Mundavani kommer Raga Mala, der er en poetisk oplistning af de benyttede ragaer i Guru Granth Sahib.

I Sri Guru Granth Sahib forenes poesien, musikken og filosofien til et samlet hele som en hyldest til Gud og en forklaring til mennesket.